Vælg en side

Inden man kan blive gift, bliver man nødt til at fri. Det kan foregå på følgende vis:

Du er manden, og du arrangerer noget romantisk. Oplagt er det at begynde aftenen med middag et romantisk sted og så gå over til det mere seriøse indslag, når I kommer hjem. (Hvis hun nu siger nej, er det rarest, at I kun er jer to og ikke har en hel restaurant som forventningsfulde – og skuffede – tilskuere. Og måske også hvis hun siger ja?) Du kan også indlede seancen med en aftenspadseretur i en park , ved vandet eller et andet sted ,som du synes er smukt og stemningsfuldt og egner sig som optakt. (Vælger du at fri i det fri, så sørg for at det ikke regner.Gør det det alligevel, så lad være med at tage dine Armani-bukser på, og sørg for at du har udvalgt et sted, hvor der er bænke inden for rækkevidde.

Mød en professionel bryllupsfotograf her

Frieriet

Når I så kommer hjem godt møre, sætter du hende i husets bedste stol, falder ned på det ene knæ, tager hendes hånd, ser hende ind i øjnene og siger med din mest mandige røst: “(Hendes navn), vil du gifte dig med mig?” Siger hun ja, så sæt en ring på hendes venstre ringfinger. Derefter skal du lade være med at slå et baglæns kraftspring og smadre spejlet fra hendes oldemor, men i stedet hente den falske champagne, som du har købt og lagt på køl. Siger hun nej, så smid hende ud og drik den alene eller ring til dine fodboldvenner og del den med dem. 

Du kan også vælge at fri om morgenen, hvilket mange kvinder vil finde meget romantisk. De fleste af slagsen er blide og medgørlige, lige når de er vågnet og vil have svært ved at sige nej, hvis du kommer ind med en bakke med deres yndlingstebirkes, dampende café au lait, røde roser og spørger midt i krummer og dyner, om hun vil gifte sig med dig.

Kvinden på frierfødder

Kvinder har lov til at fri én gang hvert fjerde år, og det er på skuddagen den 24. februar. Giver han dig en kurv – det vil sige, at han siger nej – skal han give dig en gave, som lyder på en fin kjole, 12 par handsker eller 12 par silkestrømper.